Google My Business

Hvad er det?

Når man søger efter en virksomhed på google, vil der dukke en ramme op til højre for søgeresultaterne, med de mest basale informationer omkring virksomheden – antaget at der allerede er oprettet en Google Business Profile på den.

Man bør ikke forveksle Google My Business, med en Google Business Profile. Enhver bruger af Google kan oprette en Business Profile for en hvilken som helst virksomhed – uanset om de ejer den eller ej. Ved oprettelse af en Business Profile, vil Google blot tjekke om der allerede findes en virksomhed af samme navn og på samme lokation, for at undgå oprettelse af duplikanter. Det betyder også, at der ingen ventetid er fra oprettelse af profilen, til den er synlig ved en Google søgning.

Google My Business er en brugervenlig konto, der alene kan oprettes af virksomhedens ejer, for at kunne administrere oplysningerne på virksomhedens Business Profile. Med en Google My Business Account, kan man tilføje flere detaljer omkring virksomheden, såsom billeder, åbningstider, website, kontaktoplysninger og meget andet.

En Business Profile vises ikke kun i Googles søgeresultater, men vil også blive vist på Google Maps. 

Dette er særligt nyttigt, når forbrugere benytter sig af funktionen “i nærheden”, og for nemt at kunne finde vej til virksomheden.

Google Maps View Business

Oprettelse af en Google My Business konto er gratis, og der er ingen bindinger eller indskrænkelser på kontooprettelsen. Man har adgang til samme værktøjer, som konkurrenterne på markedet og der er ens vilkår, uanset type og størrelse af virksomheden. En virksomhed behøver desuden ikke nødvendigvis at have en fysisk adresse, for at kunne have en Google Business profil.

Google My Business dækker ikke alene over Google Business Profile, men også over Google Listings, Google Places for Businesses og den nu nedlagte Google+ Business Pages.

Hvad kan man?

Med en Google My Business konto har man et hav af muligheder for administrering af virksomhedens Business Profile. Udover de mest basale oplysninger om virksomheden, som åbningstider, adresse, virksomhedsbeskrivelse, kontaktinformationer og website, der desuden altid bør være opdateret, kan man personliggøre profilen yderligere. Kontoen kan på nogle områder sammenlignes med en social medie konto – bare for virksomheder på Google.  

Der kan uploades et profil- og bannerbillede, ligesom på Facebook, så virksomheden fremstår mere attraktiv på Googles søgeresultat side. Der kan også uploades yderligere billeder, der kan fremvise andre aspekter af virksomheden, samt videoer og 3D fremvisning af lokationen. Ligesom med andre social medie profiler, kan man med Googles My Business lave opslag, for at interagere med forbrugerne. Med disse kan man nemt promovere både events, videoer og nyheder, eller bare blot give jævne opdateringer på virksomhedens daglige gang.

At lave opslag på din Google Business konto, er ikke den eneste måde at interagere med forbrugerne på. Forbrugerne har også mulighed for at stille spørgsmål til virksomheden, på Business profilen. Her kan ikke alene virksomheden, men enhver bruger af google, svare på de stillede spørgsmål. En kunde kan også lave anmeldelser af virksomheden, med deres bedømmelse i form af tildeling af stjerner, som også vil fremgå nederst i rammen for virksomhedens profil. Virksomhedens gennemsnitlige bedømmelse, vil fremgå øverst i rammen, lige under virksomhedens navn. Som virksomhed har man også mulighed for at svare på disse anmeldelser, eller give dem et “like”, ligesom på Facebook.

Hvis det er en virksomhed, der tilbyder salg af produkter, har man også mulighed for at tilføje nogle af disse i et produktkatalog, der vil blive vist nederst i profil-rammen på søgeresultatsiden. Derudover kan man med fordel også tilføje særlige funktioner og egenskaber, som fx. restaurant menu, hotel klassificering, gratis WiFi adgang, kørestolsvenlig adgang, booking knap og meget mere.

Når forbrugere søger på Google, kan det variere hvilke søgeord de bruger, for at finde det de leder efter. Som virksomhed, kan man koble sin Business profil på op til 10 kategorier, der gør det nemmere for forbrugerne at finde den. Der er også mulighed for at lave en tilpasset URL, der gør det endnu nemmere for de forbrugere, der allerede kender virksomheden, at finde den frem på google.  

Med Google My Business kan man ikke alene, administrere den visuelle opsætningen af virksomhedens profil. Man har også adgang til statistikker og analyser af, hvor mange forbrugere der søger efter virksomheden, hvor mange telefonopkald den har, hvor mange der søger rutevejledning til den, hvor mange klikker på dens billeder og meget andet. 

Administrering af Google My Business kan desuden tilgås både via web, mobil app og Hootsuite, som er en platform der giver mulighed for, at administrere alle dine sociale medie profiler, fra et og samme sted. Der er kun små forskelle i de administrerings-muligheder du har, når du tilgår via app eller web. App’en tillader dig at se følgere af din virksomhedsprofil, hvilket web administreringen ikke tillader. Hvis virksomheden skal overdrages til en ny ejer, kan dette kun gøres via web. 

Som udgangspunkt kan der kun oprettes én virksomhed på en given lokation, eller med samme navn – dog er der undtagelser. Nogle virksomheder kan oprette flere virksomhedsprofiler i forhold til deres afdelinger, på samme lokation. Eksempelvis kan en bilforhandler oprette en profil for værksted, en for salg, en for autodele osv. 

Der findes også virksomheder, der ikke kun har en lokation; både små og store kæder. Mindre kæder kan derfor oprette flere listings af samme navn, hvor profilernes forskelle hovedsageligt ligger i lokationen. Ved større kæder, med mere end 10 lokationer, er der også mulighed for bulk administrering, med en lokations gruppe. Hver lokation kan her tildeles individuelle rettigheder, i forhold til administrering af lokationens virksomhedsprofil. 

Hvorfor er det godt?

Google My Business er et super godt værktøj, specielt i forhold til SEO og for at fremhæve den online tilstedeværelse og synlighed af virksomheden. Analysedelen af værktøjet, gør det nemt at se hvilke søgeord, billeder og handlinger er mest brugt, for at finde virksomheden og sammenligne med konkurrencen. Det gør det nemt at justere profilen for at inkorporere relevant info, samtidig med at det kan benyttes i forhold til oprettelse af indhold til de sociale medier. 

I forhold til googles funktion “i nærheden”, er det godt at kunne lave lokal relevant SEO. Med statistik over de mest populære søgninger i kategorien, er det nemt at lave målrettet eksponering af virksomheden i lokalområdet. Google favoriserer søgeresultater, der ligger i nærheden af forbrugerens lokation, hvorfor ikke alene søgeord er vigtige, for at opnå en højere placering i søgeresultaterne, men korrekt info om virksomhedens beliggenhed, kontaktinfo og åbningstider er relevant. Man bør derfor altid tjekke at oplysningerne er korrekte, når man opretter kontoen, samt holde dem opdaterede ved ændringer.

En udfyldt og jævnligt opdateret Google My Business konto, vil altid opnå en højere placering, end en der ikke er fuldendt eller vedligeholdt. Ved at benytte kontoen, som ethvert andet socialt medie, som fx. at lave opslag jævnligt, promovere events og opdatere produkterne, vil der være en højere aktivitet på kontoen. Når aktivitetsniveauet er højt på virksomhedens Google My Business konto, vil Google favorisere den frem for andre virksomheder i samme kategori, med lavere aktivitetsniveau. 

Ved at opfordre kunderne til at lave anmeldelser og bedømmelser af virksomheden på google, kan man også opnå en højere placering. Man bør dog altid huske at svare på bedømmelserne, da det viser forbrugerne at man er lydhør, uanset graden af bedømmelsen. Udover afstand fra den søgende, er hvor velkendt og populær virksomheden er, også højst relevant for at opnå et godt resultat. Det er ikke kun vigtigt at svare på anmeldelserne, men man bør også sigte efter, at være den første til at svare på forbrugernes spørgsmål, stillet via virksomhedens google profil, da enhver bruger af google har mulighed for at svare på disse.

Kort sagt, er Google My Business et relevant og godt online-presence optimeringsværktøj, der ikke bare kan, men bør benyttes. Især når det er gratis at oprette, og ikke indskrænker ens muligheder i forhold til konkurrencen.  

Betydningen heraf

At benytte sig af Googles My Business konto til virksomheden, kan have stor betydning for både den online synlighed og for et højere antal af kunder, hvilket resulterer i en højere salgsprocent af produkter og/eller services. Man kan betragte det som gratis reklame – og gratis reklame er altid godt for en virksomhed!

Ved ikke at benytte sig af Google My Business, snyder man sig selv og sin virksomhed, for muligheden at blive set af flere forbrugere. Desuden giver man de konkurrenter, der benytter sig af værktøjet, en stor fordel, da de vil blive favoriseret af google – selvom din virksomhed kan tilbyde bedre produkter eller services. 

Med tanke på, at 60% af alle søgninger på verdensplan foregår via Googles søgemaskine, har det stor betydning, for virksomhedens succes, hvor højt placeret den er i Googles søgeresultater. Hvis vi tager den mere lokalt geografisk, er det mere end 90% af alle søgninger på nettet her i Danmark, der foregår via Google. Derfor er det yderst relevant for en dansk virksomhed, at optimere den online synlighed i forhold til Googles søgemaskine.